Måske lærte vi at holde os selv nede, at lukke af for kroppen, for vores hjerte og følelser, og senere i livet får vi betegnelsen 𝑑𝑒𝑝𝑟𝑖𝑚𝑒𝑟𝑒𝑡?
Måske lærte vi, at vi hele tiden må være konstant på vagt og (hyper)aktive for at scanne verden omkring os for fare, og senere får vi betegnelsen 𝐴𝐷𝐻𝐷?
Dette er hverken for at generalisere eller simplificere nogens smerte. Det er blot ment som eksempler på, hvordan en diagnose dækker over en fuldstændig individuel overlevelsesstrategi, som var livsnødvendig for os på et tidspunkt i livet.
Når vi traumatiseres og ikke reguleres tilbage igen, sker der bestemte ting i hjernen.
Amygdala vokser:
Vi har sværere ved at sortere vores følelser, og tit føler vi os overvældede af frygt, vrede, sorg, osv.
Hippocampus skrumper:
Vi har sværere ved at huske samt ved at sortere vores sanseindtryk, og vi oplever at “miste tråden.”
Vores autonome nervesystem kommer på overarbejde for at passe på os i en farlig verden.
Både min personlige erfaring samt min faglige erfaring fra arbejdet med klienter med forskellige psykiske lidelser går på, at der ikke er noget galt med os.
Der er ikke noget, der er “gået galt” i vores hjerne. Vores nervesystem, hjerne og krop reagerer blot helt naturligt på overvældende oplevelser, vi har haft i vores liv, og som vi mangler at bearbejde.
Vores hjerne er 𝐩𝐥𝐚𝐬𝐭𝐢𝐬𝐤.
Den 𝐊𝐀𝐍 vende tilbage til sin oprindelige tilstand.
Amygdala 𝐊𝐀𝐍 skrumpe igen, og hippocampus 𝐊𝐀𝐍 vokse. Nervesystemet 𝐊𝐀𝐍 reguleres og blive smidigt og fleksibelt igen.
Det betyder også, at en diagnose ikke behøver at være "𝑓𝑜𝑟 𝑒𝑣𝑖𝑔"
Vi 𝐊𝐀𝐍 vende tilbage til en følelse af helhed, orientering og mening i livet igen.
Gennem dybdegående arbejde med fortidens traumer, nervesystemet, kroppen og vores overbevisninger, kan vi forløse sammentrækningen og igen skabe kontakt til vores oprindelige selv.
Vores kerneselv 🌟
Dér hvor vi 𝙡𝙚𝙫𝙚𝙧 i livet, frem for at 𝘰𝘷𝘦𝘳𝘭𝘦𝘷𝘦.
Comments